Blomstermaler (2018)
Matr.: Støv af plantedele, hønseæg og teglsten.
Installationen Blomstermaler henter, ligesom det traditionelle kvindemotiv, sit materiale fra botanikken og det domestiske.
Anemone, lavendel og forglemmigej er blandt andet plante-materiale blevet indsamlet, sorteret, tørret og malet for at dokumentere planternes individuelle stadier af nedbrud og for at konservere farve og essens.
Ligesom i et nature morte er farverne i installationen (som også rummer materiale fra ler og æggeskal) bearbejdet ud fra princippet om ophøjelse af den døde natur. Selve opstillingen her trækker også på elementer fra samme tradition.
I bakken vises opstillinger af anatomiske og artsmæssige slægtskaber eksempelvis af påskelilje, som inden tørring er sorteret i anatomiske dele (bægerblad, kronblad, kronrør) for siden igen at blive samlet i et nyt billede.
Rullebordet viser paletten og hvordan de forskellige farver danner slægtskaber med hinanden på tværs af arter, således at f.eks. kastanjeblomst bliver slægtled mellem tulipan og rododendron.
I vinduet til venstre ses siet rødler i to nuancer. Vinduet til højre viser sammen med græsstøv, støvet fra hundrede små forglemmigej.
Blomstermaler blev vist i forbindelse med sommerudstillingen på AAKA i perioden 17. - 21. maj, 2018.