Supraglacial flodseng (2022)

Matr.: Moesgaardler, kratersilt fra Hiawatha, Nordgrønland
Mål: 3x1,2m


Terrænet består af skår fra en eroderet arktisk flodseng. Skårene er lagt ud som en poesi over de påvirkninger der omdanner vores landskaber over tid; dét, som bor i og som vandrer med isen. Det som isens tilbagetrækning blotter og det som isen slipper på sin vej.

Leret anvendt i projektet har gennemgået en proces af opgravning og tørring. Sammen med sandet er det brændt for at trække det kemisk bundne vand ud af mineralerne. Terrænet er bygget i 40 graders varme, som en meditation over jordens vand, vandets kredsløb, omdannelse, vandring og fravær på en sommer som i 2022, hvor 46 procent af Europa oplevede ekstrem tørke.


Om materialet:
Moesgårdleret er aflejret under den seneste Eocæn (56 -34 mil. år) i forbindelse med dannelsen af en istid på den Sydlige halvkugle, som bandt havvandet i iskapper og dermed drænede verdenshavene og førte til et globalt havspejlsfald.
Silten fra Hiawatha gletsjeren består af eroderet finmalet grundfjeld, som smeltevandsfloder har ført ud fra under indlandsisen i gennem millioner af år i takt med kappens afsmeltning og tilbagetrækning.
Silten indeholder sedimenter af bl.a. zirkon og kvarts med choklameller; en mineralsk prægning fra Hiawatha meteoren, som ramte jordkloden for 58 millioner år siden, hvor Grønland var dækket af tempereret regnskov.
Nedslagets betydning for det globale klima er forsat ukendt for videnskaben.

Supraglacial Flodseng blev skabt til Domen og installationen Sandet Fortæller i forbindelse med Århus Festuge, 2022.
26. august - 4. september.